profilbillede.jpg

Hej, og velkommen til!

Mit navn er Haydée og jeg er i skrivende stund (2020) 45 år gammel. Jeg har arbejdet med healing siden 2009, og astrologi siden 2011. Jeg har altid været nysgerrig på verden, og har tidligere studeret engelsk og religionsvidenskab på Københavns universitet. Jeg har dog aldrig arbejdet med det felt på den måde jeg havde forventet jeg ville, da jeg i 2008 blev påkørt bagfra i en bilulykke, og mit liv blev vendt på hovedet fra det ene øjeblik til det andet. Det var igennem min langvarige healingsproces at jeg fik øjnene op for det alternative felt, og det vækkede min nysgerrighed i en grad så jeg aldrig har set mig tilbage siden. 

Jeg har studeret healing i mange år, inden for mange forskellige felter, og som den Tvilling jeg nu engang er, så bliver jeg nok aldrig helt færdig med at lære nye teknikker og søge nye måder at arbejde med energi på. Jeg har studeret både inden for shamanisme, quantum healing, dakini healing, buddhistiske mantraer, smaragd mysterie skolen, de kosmiske love, Omahara mesterskab, Akasha Arkiverne og meget mere. I dag arbejder jeg udelukkende med fjernhealing, og tager ikke længere individuelle klienter. Jeg arbejder nu udelukkende med gruppehealinger i form af Månehealingerne og nattehealingerne, og så tager jeg af og til en enkelt elev ind til et udviklingsforløb hvor vi arbejder dybt med både astrologien og healing. Når jeg har plads til at tage en ny ind, så sender jeg information ud om det via mit nyhedsbrev. 

Jeg er uddannet middelalder astrolog, men har via selvstudier og kurser også uddannet mig indenfor den spirituelle astrologi af ren og skær nysgerrighed. 

Jeg har arbejdet med klienter over hele verden, og det har været en fantastisk oplevelse at arbejde så tæt med så mange spændende mennesker, men mine ventelister blev til sidst så lange at jeg arbejdede mig selv træt, for træt. Så efter en pause besluttede jeg at det var tid til en ny måde at arbejde og formidle på, og skiftede derfor fokus til gruppehealinger. Da jeg begyndte at arbejde med måneenergien i månehealingerne følte jeg det som om jeg kom hjem, det var den perfekte kombination af healing og astrologi, og gav mig mulighed for at arbejde med det bedste af de to verdener jeg holder så meget af. 

Til de astrologisk interesserede kan jeg fortælle at jeg har Solen i Tvillingerne, Månen i Vandmanden og min Ascendant er Skorpionen. 

Kærligst

Haydée Vestergaard.